Udland

Forhåndsfavorit skal lede grækerne

Lucas Papademos bliver ministerpræsident i Grækenlands ny samlingsregering, skriver det græske nyhedsbureau ANA torsdag.

Den tidligere vicepræsident for Den Europæiske Centralbank var på forhånd udpeget som favorit til at overtage posten efter George Papandreou.

Udnævnelsen kommer efter tre dages forhandlinger mellem Grækenlands partiledere.

I løbet af de langtrukne forhandlinger har der hvilet et pres på de græske politikere fra de øvrige lande i eurozonen, der har krævet at se handling fra hovedstaden Athen.

Økonomen fra Athen

Lucas Papademos er 64 år gammel og født i Athen. Han uddannede sig i 1970'erne i USA, hvor han læste økonomi på Massachusetts Institute of Technology. Han bærer i øvrigt en række akademiske titler fra Colombia University, Harvard University og University of Athens.

I Grækenland regnes han for at være en af landets mest respekterede økonomer. I 1985 blev han cheføkonom i den græske centralbank. Han blev vicecentralbankchef i 1993 og centralbankchef året efter.

I 2002 blev han vicepræsident for Den Europæiske Centralbank, en stilling, han havde frem til 2010, hvor han blev rådgiver for en græske regering.