Italiensk rente når kritisk niveau
Renten på et 10-årigt lån i Italien rundede i dag den psykologiske grænse på syv pct., der anses for at være grænsen for, hvad der er bæredygtigt i det lange løb. Det er netop, da renten nåede det niveau, at Grækenland, Ir-land og Portugal måtte bede omverdenen om hjælp. Det høje renteniveau betyder, at Italien får meget svært ved at låne penge i udlandet.
I aftes lovede ministerpræsident Silvio Berlusconi at træde tilbage, men det var ikke nok til at berolige finansmarkederne, og der var fortsatte kursfald på børserne.
Med en statsgæld på 120,3 pct. af BNP har Italien den næstestørste gæld i euro-zonen, og der er frygt for, at landet kan ende i samme knibe som Grækenland.
EU presser på for at få Italien til at gennemføre de længe lovede reformer i landet.
Berlusconi siger selv, at han forventer et valg i Italien i begyndelsen af februar, og at han til den tid ikke er kandidat.
"Jeg vil trække mig tilbage, så snart finansloven er vedtaget, og jeg regner med, at der bliver afholdt valg i begyndelsen af februar, hvor jeg ikke vil være kandidat," siger Berlusconi.