Udland

Mange tunesere brugte stemmeretten

Valgstederne lukkede søndag efter de første frie valg i Tunesien nogensinde ni måneder efter, at en folkelig revolution tvang præsident Zine al-Abidine Ben Ali på porten.

Ifølge valgkommissionens formand, Kamel Jendoubi, vil valgresultatet først blive offentliggjort tirsdag. Oprindeligt skulle det have været offentliggjort mandag.

Vælgerne strømmede til i stort tal ved det historiske valg, og stemmeprocent-en var på over 90 procent, siger valgembedsmænd ifølge Reuters.

"Vi gør, hvad vi kan. Men folk er strømmet til, og der ligger en stor opgave foran os," siger Jendoubi.

Og det var stolte og smilende tunesere, der afgav deres stemmer.

Men for nogen var glæden ved at kunne stemme blandet med sorg.

"I dag stemmer jeg til minde om min mand, der gav sit liv for vores kære land og for vor frihed," siger 63-årige Rbiaa Dalhoumi, mens tårerne strømmede ned af hendes kinder i byen Kasserine.

Kasserine var en af de byer, der blev hårdest ramt under Ben Alis brutale forsøg på at lægge låg på oprøret mod sit styre. Dalhoumis mand var en blandt 25 demonstranter, der blev dræbt i byen.

Det islamiske Ennahda-parti, der var forbudt under Ben Ali, står til at blive valgets sejrherre i det nordafrikanske land, der udløste startskuddet til Det Arabiske Forår.

Omkring 7,2 millioner mennesker havde mulighed for at stemme om, hvem der skal sidde i det 217 pladser store parlament.

Det er disse parlamentarikere, der skal omskrive Tunesiens forfatning og udpege en ny overgangsregering efter årtiers autokratisk styre under Ben Ali, der blev væltet i januar af den folkelige opstand mod fattigdom, arbejdsløshed og korruption.

Opstanden satte gang i de folkelige opstande rundt om i regionen, der blandt andet har ført til afsættelsen af Egyptens præsident, Hosni Mubarak, og Libyens leder, Muammar Gaddafi.