Udland

Gaddafis søn vil ikke give op

Selvom Libyens overgangsråd, TNC, nu officielt har erklæret Libyen for et frit land efter Muammar Gaddafis fald, vil hans næstældste søn, Saif al-Islam, fortsætte kampen mod landets nye styre og Nato.

"Dette er vort land, hvor vi lever, og hvor vi dør. Vi fortsætter modstanden," siger den 39-årige søn ifølge den arabiske tv-station Al-Arabiya i en kort lydbesked.

Saif al-Islam er den sidste af Gaddafi-sønnerne, som stadig befinder sig i Libyen.

I lydbeskeden kommer han også med et hånende udfald mod overgangsrådet og de vestlige styrker i landet.

"Gå ad helvede til - både jer rotter og Nato," lyder det fra sønnen.

Samtidig lyder det fra overgangsrådet, at de har omringet det område, hvor Saif al-Islam efter alt at dømme holder til.

Abdel Majid Mlegta, talsmand fra overgangsrådet styrker, siger til nyhedsbureauet Reuters, at styrkerne overvåger et område syd for byen Bani Walid.

Det er kun fire dage siden, at Saif al-Islam blev meldt tilfangetaget af overgangsrådets styrker. Dér forlød det, at han var såret i benet og bragt til et hospital umiddelbart efter, at hans far var meldt dræbt.

Dagen efter kom det så frem, at overgangsrådet havde anholdt Saif al-Islam i middelhavsbyen Zlitan omkring 300 vest for Sirte - en oplysning, som siden viste sig ikke at holde stik.

Derfor har der været en del tvivl om Saif al-Islams skæbne.

Saif al-Islam er født i 1972 som det første af i alt syv børn i Gaddafis andet ægteskab. Han har taget en ph.d. i økonomi i London og taler flydende engelsk.

Han er ofte blevet nævnt som en mulig afløser for sin far. Før oprøret blev han anset som en reformator, men har under oprøret været sin fars loyale talerør og været ved hans side til det sidste.