F16-danskere glæder sig til at komme hjem

Meddelelsen om Libyens leder Muammar Gadaffis død vakte glæde og tilfredshed i den danske lejr på Sigonella-basen på Sicilien.

Med diktatorens fald håber de danske soldater, at Libyen går fredeligere tider i møde, og dermed kan den danske deltagelse i Nato-operationen snart være overstået, fortæller chefen for det danske bidrag, oberstløjtnant Peter Johan Bødker.

"Folk hernede glædede sig især på vegne af det libyske folk. Men de var også glade for at have været med til at gøre en forskel i forhold til at passe på civilbefolkningen, som var intentionen med operationen."

Fire danske fly har deltaget

I øjeblikket er der 75 danskere udstationeret på Sicilien, hvorfra fire danske F-16-fly siden marts har deltaget i bombetogter mod militære mål i Libyen.

Da meddelelsen om Gadaffis fald blev bekræftet, var tropperne spredt og i gang med arbejdet, men torsdag aften samlede Peter Johan Bødker sine folk for at give en opdatering på, hvad der var sket i løbet af dagen.

"Vi har hele tiden bare kørt på med arbejdet, men i går kunne jeg godt mærke, at nu boblede det op til overfladen. Nu begyndte folk at glæde sig til at komme hjem til deres familier," siger Peter Johan Bødker.

Afventer NATOs beslutning

De danske styrker afventer nu, hvad man beslutter sig for i Nato-hovedkvarteret. Så kort tid efter Gadaffis død er der ikke nogen, der har overblik over, hvad der skal ske i de kommende dage og uger.

Men blandt danskerne er der en forventning om, at tiden i lejren på Sicilien så småt lakker mod enden.

"Vi regner med, at operationen er inde i slutfasen. Det er Nato og vores egne politikere, der afgør det, men det, der skete torsdag, har en betydelig indflydelse på fremtiden, og folk tænker, at vi er ved at have løst vores opgave," siger Peter Johan Bødker.