Udland

Ved ikke, hvem der skød Gaddafi

Libyens premierminister, Mahmoud Jibril," siger, at en retsmedicinsk rapport fastslår, at den tidligere libyske diktator Muammar Gaddafi døde af et skudsår i hovedet, som han fik under kampe mellem egne soldater og regeringstropper, efter han blev taget til fange i Sirte.

I kølvandet på Gaddafis død er der opstået konfliktende historier om, hvordan han egentlig blev dræbt. Tvivlen består i, hvad der skete, efter Nato-fly ramte lederens konvoj, der flygtede ud af Sirte.

"Jeg vil læse højt for jer fra en rapport, som er udført af den læge, der undersøgte Gaddafi," siger Jibril.

Gjorde ikke modstand

"Den siger: "Gaddafi blev taget ud af et kloakrør...han gjorde ikke modstand. Da vi begyndte at køre ham væk, blev han ramt af en kugle i sin højre arm, og da de satte ham ind i lastbilen, havde han ikke andre skader"," siger han.

"Da bilen kørte, blev den fanget i krydsild mellem oprørshæren og Gaddafis styrker, hvor han blev ramt i hovedet af en kugle," siger Jibril.

Ved ikke, hvem der skød Gaddafi

Ifølge premierministeren kunne retsmedicineren ikke afgøre, om kuglen kom fra oprørssoldater eller Gaddafis allierede.

Gaddafi var i live, da han blev hentet i Sirte, men han døde få minutter, inden han nåede hospitalet," siger Jibril.

En videooptagelse, der cirkulerer i stort set alle internationale medier, viser en såret Gaddafi, der bliver trukket rundt på jorden af en vred folkemængde.

Eks-diktatoren bliver spyttet på og sparket til, og han virker ikke til at være i live allerede på dette tidspunkt.

Jibril siger, at der blev taget dna-prøver og blod fra Gaddafis lig. Der blev også taget hårprøver, men det viste sig at være falsk hår, hvilket bekræfter et udbredt rygte om, at eks-diktatoren havde hårimplantater.

Gaddafi skal ifølge den libyske regering begraves allerede fredag.