Udland

Derfor rynker fingre og tæer i vand

Du trækker hånden op af det lunkne vand efter en halv time i badekarret, og kigger på dine fingerspidser, der er underligt runkne og rynkede, som om huden har løsnet sig. Hvorfor?

Et hold neurobiologer, mener at have fundet svaret på dette fænomen, som alle mennesker oplever fra tid til anden. Det skriver New York Times.

I den seneste udgave af tidsskriftet 'Brain, Behavior and Evolution' offentliggør forskerne deres resultater, og konklusionen er, at runkne finge giver et bedre greb.

Hvorfor kun fingre og tæer?

Længe har forklaringen begrænset sig til, at huden absorberede vandet, men forskerne har undret sig over, hvorfor det kun er fingre og tæer, der bliver runkne.

Tidligere har neurobiologer påvist, at fænomenet ophører, hvis nervebanerne til fingrene skæres over. Altså kontrolleres funktionen af nervesystemet, hvilket tyder på, at der er en dybere mening med den runkne hud.

Forskerne undersøgte 28 fingre, efter de havde været i vand, og det viste sig, at alle fingrene havde det samme mønster af små kanaler, der spredte sig ud fra fingerspidserne

De små kanaler fungerede som dræn, der ledte vandet væk på samme måde som riller i dæk. På den måde forbedres grebet, ligesom dækkets vejgreb forbedres, ved at vandet ledes væk via rillerne.

Forskerne vil nu teste, om runkne, våde fingre i realiteten giver et bedre greb.