Udland

Kurt W. skulle slås ihjel i Norge

En mand i trediverne er blevet anholdt i Norge mistænkt for at have planlagt et angreb mod tegneren Kurt Westergaard, skriver avisen Dagbladet.

Den norske efterretningstjeneste, PST, slog alarm, da det kom til deres kendskab, at en kendt kriminel havde anskaffet sig sprængstof og automat-våben forud for Kurt Westergaards besøg i Norge i sidste uge. Politiets Efterretningstjeneste (PET) besluttede i mandags at få aflyst et arrangement, som Westergaard skulle deltage i Norge, og den udsatte Muhammed-tegner blev bedt om at tage hjem fra Norge.

"Det er selvfølgelig uhyggeligt. Man vænner sig aldrig rigtig til disse her trusler. På den anden siden synes jeg nu nok, at jeg har lært at leve med den. Takket være PET's tilstedeværelse i min tilværelse, lever jeg et ganske udmærket liv," fortæller han.

Den danske tegner, som lever med en overhængende drabstrussel over hovedet, forlod først på ugen Oslo ledsaget af sine livvagter.

Tirsdag morgen rejste Kurt Westergaard hjem fra Norge. Selv forklarede han i første omgang, at han havde fået hjerteproblemer. Det var dog langt fra den sande forklaring, der snarere lød: Han risikerede at dø, hvis han blev.

PST orienterede PET om planerne, og de besluttede herefter sammen med Kurt Westergaard, at det var bedst at rejse hjem til Aarhus.

Tirsdag morgen blev manden anholdt af en antiterrorenhed i Norge. Påskuddet for at stoppe manden var, at han havde brudt færdselsloven, skriver Dagbladet.

"Jeg kan bekræfte, at min klient blev anholdt af bevæbnet politi fra beredskabet. Der var angiveligt noget galt med hans bil, og de ville ransage ham," siger mandens advokat, John Christian Elden, til Dagbladet.