Udland

Norge: Forklar Westergaards exit

Politiets Sikkerhetstjeneste (PST) må forklare, hvorfor den bad Muhammed-tegneren Kurt Westergaard om at rejse hjem fra Norge, da nordmændene angiveligt frygtede et attentat.

Det kræver Arild Stokkan-Grande, som er medlem af det norske parlament, Stortinget, for Arbeiderpartiet.

Tirsdag kom det frem, at PST havde bedt Westergaard om ikke at deltage i præsentationen af en bog, som han har illustreret. Danskeren blev i stedet sendt hjem med en undskyldning om, at han har hjerteproblemer.

"Det primære mål for dem, der står bag sådanne trusler, er at lukke munden på folk og sprede frygt. Når politiet ikke gør andet end at anbefale folk til ikke at stille op til debat på offentlige mødepladser, lader det disse mørke kræfter vinde," siger Stokkan-Grande.

"Politiet må forklare, hvad det egentlig mente med at bede Westergaard om at rejse hjem. Hvad er hensigten med at give den type råd?" spørger politikeren ifølge VG.no.