Udland

"Hun var streng med et smukt smil"

Det var en bevæget norsk statsminis-ter, Jens Stoltenberg, der holdt en meget personlig tale ved et af ofrene for massakren på Utøya, Monica Bøseis, begravelse.

Monica Bøsei blev af de unge fra Arbeiderpartiets Ungdomsforbund (AUF) og af statsministeren selv kaldt for "Mor Utøya."

"Jeg kender ingen andre, som kunne være så streng med et så smukt smil. Jeg kender ingen andre, som kunne føre regnskab, pynte det dejligste smørrebrød og køre traktor med den samme elegance, som Monica gjorde. Monica var den solide grundvold, som Utøya-magien blev bygget på år efter år," sagde Jens Stoltenberg.

Han forsatte:

"Monica havde omsorg nok til alle. På Utøya var hun både klippe og mod på en lejr med 600 unge."

Monica Bøseis begravelse blev afholdt på Sundvollen Hotel, der var samlingssted for de unge AUF'er efter massakren på Utøya.

Til familien: I er ikke alene

Monica Bøsei blev dræbt for øjnene af sin mand, Jon Olsen, der var kaptajn på båden, som sejlede fra fastlandet til øen Utøya. Også parrets to børn - Helene og Victoria - var til stede på øen, men alle tre reddede sig derfra i live.

"Kære Jon, Helene og Victoria. Vi er mange som sørger over Monica, men I bærer den tungeste sorg. Den vil følge jer længe. Der bliver dage uden lys, og nætter fyldt med savn. Men I skal huske, at I ikke er alene. Skuddene som ramte Monica, skændede en hel nation. Sammen skal vi finde ud af mørket igen," sagde Jens Stoltenberg henvendt til Monica Bøseis efterladte.

Til datter: Jeg er stolt af dig

Til Monica Bøseis datter, Helene, sagde han desuden, at han var stolt af hende:

"Da du holdt tale ved fakkeloptoget i forrige uge, sagde du, at i stedet for had, ønsker jeg, at I skal vise kærlighed. Du viser, at du og Victoria har fået en dyrebar arv - jeres mor ville være stolt, og jeg er stolt."

Jens Stoltenberg afsluttede sin tale med disse ord:

"Må mindet om Monicas godhed leve evigt."