Udland

Utøya-skudoffer: Jeg hørte ham skrige efter os

"Bag mig hørte jeg skuddene. Jeg hørte skrigene. Jeg hørte djævelens latter, når han skød. Jeg hørte ham skrige efter os: I kommer ikke væk. Jeg hørte alt."

Sådan skriver den 18-årige Emma Martinovic under overskriften "Utøya-helvede" i en blog på internettet om massakren på Utøya i fredags.

Hun har oprettet bloggen for at beskrive, hvad der skete på øen, da den 32-årige Anders Behring Breivik gik amok og dræbte 86, men hun har mest af alt oprettet bloggen for at have et sted, hvor hun kan skrive om de frygtelige hændelser, hun oplevede på Utøya.

"Jeg vil skrive fra det øjeblik djævelen begyndte at skyde til det øjeblik, hvor jeg var i sikkerhed. Jeg kommer til at forklare forfærdelige hændelser, som kan være svære at læse. Bildederne i mit hoved er endnu uklare - ting er endnu ikke faldet på plads," skriver Emma Martinovic.

"Jeg ser skudhullet i hans hoved"

Hun løb sammen med en veninde fra hytten, hvor alle på øen var samlet for at høre nyt om eksplosionen i Oslo, da de hørte skuddene falde.

De løb gennem skoven og ned til vandkanten, hvor de gemte sig i en fjeldvæg. Herefter sendte hun en sms til lederen i AUF:

"Jeg fik bekræftet, at han var i god behold. Så spurgte jeg ham: Hvad skal vi gøre? Vi er fire, der gemmer os i en fjeldvæg. Jeg fik bare det korte svar: Svøm ud."

Hun fortsætter:

"Jeg ville sikre mig, at det var sikkert. Jeg gik først ned til vandkanten, og så ser jeg én, der ligger med hovedet ned i vandet. Jeg vader ud samtidig med, at jeg ser mig over skulderen og beder til Gud. Jeg løfter ham, lægger ham i vandkanten, tager hans hætte af og ser, at det er en ven. Jeg ser skudhullet i hans hoved, men jeg havde ikke tid til at reagere. Jeg kysser ham på kinden og vader tilbage til fjeldvæggen."

Opdager skud i armen på land

Sammen med tre andre begynder hun at svømme i det kolde vand og efter et stykke tid bliver de reddet op af vandet af en båd.

Først da Emma Martinovic er tilbage på land finder hun ud af, at hun er blevet skudt i armen, mens hun var i vandet - og at de har svømmet i 2,5 time, før de bliver samlet op af en båd.

"Det er ikke gået op for mig endnu, psykisk. Det tager nok flere dage, men jeg mærker det på kroppen: Jeg er så slidt. Jeg mærker smerten. Jeg ser djævelens ansigt, hver gang jeg lukker øjnene. Jeg hører hans latter. Jeg hører skuddene. Jeg ser mig hele tiden bagud, og jeg løber, når jeg hører høje lyde. Det føles som om, der er så tomt inde i mig. Jeg bare tænker. Tænker på alle de savnede og døde. Jeg tænker på mig selv, da jeg svømmede. Jeg tænker på, at jeg lever."

Arbejder på et politikontor

Emma Martinovics har i dag valgt at tage på arbejde, selv om hun arbejder på et politikontor, hvor alle uniformer minder hende om den mangedobbelte drabsmand, Anders Behring Breivik, der var iført uniform, da han skød omkring sig på Utøya.

"I kan tænke jer, hvad jeg følte, da jeg så min kollega komme ind af døren iført uniform...Jeg gik langsomt mod ham og gav ham et kram. Det var så vanskeligt at mærke uniformen mod mine fingre, og det var så vanskeligt at se ham i øjnene uden at se djævelens ansigt for mig, mens han skød."

Hun valgte at tage tilbage på arbejde kun to dage efter massakren af frygt for, at hun ville mure sig inde, hvis hun ikke kom ud blandt mennesker:

"Jeg ønsker at komme ud, før jeg når sammenbruddets rand, hvor jeg bare låser mig inde. Jeg kan ærligt indrømme, at tårerne flød, da jeg sad på busstationen og hørte et højt brag bag mig - jeg turde ikke vende mig om."

Du kan læse Emma Martinovics beskrivelse af massakren på Utøya ved at klikke på linket i boksen til højre.

Efter sit første blogindlæg har hun fået flere kommentarer om, at hun virker kold i sin beskrivelse af massakren. Du kan læse hendes svar ved at klikke på linket i boksen til højre.