Udland

Stoltenberg: Frygten knækker os ikke

"Ondskab kan dræbe et menneske, men aldrig besejre et helt folk."

Sådan sagde den norske statsminister, Jens Stoltenberg, da han her til aften talte til op mod 100.000 af mennesker i Oslo. Flere gange blev Stoltenbergs tale mødt med højlydte klapsalver - særlig højt var bifaldet, da Stolten-berg sagde, at Norge ikke vil lade sig knække:

"Vi er sønderknuste, men vi giver os ikke - med fakler og roser giver vi verden besked. Vi lader ikke frygten knække os."

Han sagde videre:

"Det folkehav, som jeg ser foran mig i dag, og den varme, som jeg føler fra mennesker over hele landet, gør mig sikker i min sag. Norge består prøven."

Èt Norge før og efter den 22. juni

Stoltenberg sagde desuden, at der vil blive et Norge før den 22. juni og et Norge efter den 22. juni, hvor højreekstremisten Anders Behring Breivik dræbte mindst 76 mennesker ved et bombeattentat i Oslo og en skudmassakre på øen Utøya.

"Hvilket Norge det bliver - det bestemmer vi selv. Jeg siger til jer: Norge skal være til at kende igen," sagde Jens Stoltenberg blandt andet.

Blomstermarch over hele Norge

Med roser i alle farver går nordmænd i byer over hele Norge i sørgemarch for at mindes de 76 mennesker, som blev dræbt ved det dobbelte terrorangreb i Oslo og på øen Utøya.

"Vi vil vise, at vi står sammen og ikke er bange for terror. Vi går hånd i hånd for at vise kærlighed og tænke på de, der har mistet deres kære og for at vise respekt for de døde," siger Terje Bratland, som er blandt initiativtagerne til optoget.

Se hele Stoltenbergs tale til de mange fremmødte mennesker ved at klikke på videoklippet.