Mindst 91 dræbte i norsk tragedie
Den norske befolkning har en ufattelig svær dag foran sig efter tragedien i går, der indtil videre har kostet 91 mennesker livet.
Bombeangrebet i midten af Oslo dræbte syv personer, sårede et ukendt antal personer og forårsagede voldsomme materielle skader.
På øen Utøya har tragedien nået et ufatteligt omfang efter nordiske for-hold. Først blev der meldt om 10 dræb-te, men på en pressekonference lørdag morgen satte politiet antallet af dræbte til mindst 84 personer.
Dermed har 91 mennesker indtil nu mistet livet.
Og politiet regner med endnu flere omkomne efter en 32-årig mand under dække af at være politimand ankom til øen og begyndte at skyde vildt omkring sig fredag eftermiddag.
"Forvandlet til et helvede"
Det er den værste katastrofe i landet siden Anden Verdenskrig, og angrebet fordømmes af politiske ledere verden over.
Klokken 8 lørdag orientere statsminister Jens Stoltenberg pressen om tragedien.
"Vi har aldrig i fredstid oplevet, at så mange er blevet dræbt på en dag," sagde Jens Stoltenberg, der selv er kommet på den politiske ølejr på Utøya gennem mange år.
"Utøyar er et ungdomsparadis, der er forvandlet til et helvede," sagde han.
Borgmesteren i Oslo orienterer pressen klokken 10 om kommunens indsats efter dramaet.
En sorgens dag
Kirker over hele Norge er lørdag åben for de borgere, som søger fællesskab og trøst.
"Det her vedrører os alle. Unge og voksne er ramt af meningsløs vold," siger den ledende biskop i Den norske kirke, Helga Haugland Byfuglien, ifølge NTB..
I København vil der lørdag være mindehøjtideligheder foran den norske ambassade.
Politiet i Norge har anholdt en 32-årig mand, der menes at stå bag både bombeangrebet og nedslagtningen af de mange unge mennesker, der deltog i Arbeiderpartiets sommerlejr på Utøya.