Politi finder lig i bombet bygning
Flere personer meldes dræbt af den kraftige eksplosion i den centrale del af Oslo. Det oplyser den norske tv- og radiostation NRK.
Der er fundet dræbte inde i selve regeringsbygningen, men det norske politi vil endnu ikke oplyse hvor mange. Mindst to personer meldes dræbt, og mindst 10 sårede er indlagt på sygehuse i Oslo.
Samtidig er der ifølge norsk politi flere, der er spærret inde i de brændende bygninger.
Eksplosionen har raseret store dele af regeringskancelliet, og mindst otte personer er blevet kvæstet.
Blandt de bygninger, der er ramt af eksplosionen er statsministerens kontor - også bygningen, der huser bl.a. olieministeriet er svært beskadiget efter eksplosionen.