Øjenvidne: Han var 20 meter fra mig

"Folk kastede sig i vandet for at komme i land på den anden side. Jeg tror, at mange mistede livet på vej over til fastlandet. Jeg så folk blive skudt."

Sådan fortæller en ung mand, der var på den norske ø Utøya, da en 32-årig nordmand gik amok og skød omkring sig blandt de cirka 560 unge fra Arbejdspartiets ungdomsorganisation, der var på sommerlejr på øen.

"Jeg gemte mig bag nogle sten - jeg følte, det var bedst ikke at bevæge mig ud i det åbne, for så kunne han se mig. Jeg så ham én gang - da var hans ansigt 20 meter fra mig," siger han til TV 2 Norge.

Troede ballon sprang, indtil folk løb i panik

Han fortæller, at han sammen med andre på øen lige var blevet færdig med at snakke om eksplosionen i det centrale Oslo, da han så folk løbe i panik ned mod vandet. Han fortæller, at folk først troede, at det var balloner, der sprængte.

"Men så begyndte folk at forstå, at der blev skudt, og så hoppede folk ud af vinduet og løb i alle retninger. De fleste søgte ned mod vandet og gemte sig. Manden var klædt ud som politibetjent og prøvede at lokke os ved at vise, at han ville hjælpe os ved at sige: Kom her," fortæller øjenvidnet.

Efter et stykke tid ankom nogle både til stranden:

"Jeg var lidt usikker på, om jeg kunne stole på dem, men jeg begyndte at vinke til dem, og så kom der en båd mod mig - jeg kastede mig bare ud i vandet og hoppede op i båden. Jeg begyndte at græde af glæde, og samtidig var jeg iskold.

Han forsætter:

"Jeg er glad for, at jeg er i live - det er jeg utrolig glad for, og nu vil jeg bare hjem til min familie. "