Udland

Øjenvidne: 25-30 dræbte på strand

Et øjenvidne til skyderiet på den norske ø Utøya siger i en direkte udsendelse på NRK, at der ligger 25-30 døde på stranden på øen.

Politiet afviser øjenvidnets beretning og oplyser, at det kan dreje sig om ti dræbte personer.

Politiet har anholdt manden, der skød omkring sig på øen, og politichef Sveinung Sponheim oplyser, at man har fastslået identiteten på ham.

Politichefen vil dog ikke oplyse, hvilken nationalitet manden har.

Var iført uniform og skudsikker vest

Ved cirka 17.30-tiden blev en mand, der udgav sig for at være politibe-tjent fragtet over til øen, hvor den socialdemokratiske ungdomsorganisation (AUF) i Norge holder sommerlejr. Han var iført en skudsikker vest og blev fragtet over til øen af AUFs egen båd.

Det fortæller Simen Brænden Mortensen, der var vagt på fastlandet.

"Der kom en sølvgrå varebil. I den sidder en politimand, der var iført politiuniform og en skudsikker vest. Han stiger ud af bilen og viser legitimation. Han siger, at han er sendt ud for at tjekke sikkerheden, og at det er ren rutine i forbindelse med terrorangrebet," siger Simen Mortensen.

Han fortsætter:

"Alt ser fint ud, og der bliver tilkaldt en båd, som fragter ham over til Utøya. Der gik nogle minutter, så hørte vi skud."

Talte med Østlandsdialekt

Simen Mortensen beskriver drabsmanden som norsk udseende:

"Han talte med almindelig østlandsdialekt. Jeg er ikke så god til at anslå alderen på folk, men jeg antager, at han er mellem 30 og 40 år.

Avisen VG Nett har snakket med flere af de unge, der var på øen, da manden begyndte at skyde omkring.

Flere gemte sig, mens andre begyndte at svømme væk fra øen. Simen Brænden Mortensen befinder sig nu på et hemmeligt sted sammen med flere andre AUF-medlemmer.