Udland

Norsk politi: Der er en sammenhæng

Det norske politi arbejder nu ud fra en teori om, at der er en sammenhæng mellem terrorangrebet i regeringskvar-teret i det centrale Oslo og skyderiet på den norske ø Utøya.

Den socialdemokratiske ungdomsorganisation i Norge var samlet til politisk sommerlejr.

Der er meldinger om mindst 16 dræbte - syv personer er ifølge politiet blevet dræbt ved eksplosionen i Oslo, mens mindst ni personer skal være blevet dræbt af skud på øen Utøya.

Statsminister skulle ud på ø i morgen

Flere af de personer, der blev dræbt i bombeeksplosionen i det centrale Oslo, er blevet fundet inde i bygningerne, der blev voldsomt beskadiget af eksplosionen.

Én af bygningerne huser den norske statsminister, Jens Stoltenbergs, kontor. Han skulle i morgen have holdt tale ved ungdomsorganisationens ølejr.

En mand, der udgav sig for at være politibetjent, blev fragtet over til øen under påskud af, at der var tale om et rutinetjek efter terrorangrebet i Oslo. Da han ankom til øen begyndte han at skyde omkring sig med et håndvåben.

Begræns brugen af mobiltelefonen

Universitets-sygehuset i Oslo oplyser til vg.no at der er tale om sår, brud og skader på de indre organer hos de kvæstede efter eksplosionen i det centrale Oslo. En del af de sårede måtte flyttes fra bymidten i almindelige bybusser.

Store dele af det indre Oslo er nu tømt for mennesker. Politiet opfordrer folk til at holde sig hjemme resten af aftenen og begrænse brugen af mobiltelefoner.

Det er endnu uvist om bomben sprang uden for bygningen eller indenfor, men flere øjenvidner har fortalt, at eksplosionen kan være sket i den bil, der efter eksplosionen blev fundet stærkt medtaget på gaden.