Udland

DSU: Vi plejer at være med på Utøya

"Vi plejer at være med."

Sådan siger forbundsformanden fra DSU, Peter Hummelgaard Thomsen til TV 2 News om den sommerlejr, som den Socialdemokratiske ungdomsafdeling i Norge lige nu afholder på øen Utøya, hvor en ukendt gerningsmand har skudt og dræbt flere mennesker.

"Grunden til, at vi ikke er deroppe i denne her omgang er, at vi alle sammen skulle samles nede i Østrig på mandag til en stor international festival, hvor vi mødes 5000 unge socialdemokrater," siger han til TV 2 News.

Mulig gerningsmand anholdt

Politiet bekræfter overfor den norske tv­kanal NRK, at en person er pågrebet efter skyderiet på øen Utøya, hvor den Socialdemokratiske ungdomsafdeling i Norge holder politisk sommerlejr. Mindst fire personer er blevet dræbt.

Ifølge øjenvidner, der er sluppet væk fra øen, havde gerningsmanden norsk udseende. Han skal være mellem 1,85 og 1,90 meter høj og have blondt hår. Sam­tidig frygter norsk politi, at der er placeret sprængstof på øen. Politiet bekræfter desuden, at der en sammen­hæng mellem terrorangrebet og skyderiet på øen Utøya.

En mand udgav sig for at være politimand på et rutinetjek efter terrorangrebet i den norske hovedstad Oslo for at blive fragtet til øen. Da han ankom til øen, der ligger cirka 10 kilometer uden for Oslo, begyndte han at skyde omkring sig.