Apple spionerer mod dig

It-koncernen Apple har udstyret sine seneste versioner af iPhones og iPads med en teknisk dims, der gør det muligt hele tiden at følge og lagre oplysninger om ejerens bevægelser.

Det siger to britiske it-sikkerhedseksperter, Alasdair Allan og Pete Warden. Med det rette udstyr er det muligt at fastslå, hvor ejere af de nye modeller af iPhone og iPad har været, mens de har haft deres smartphones eller elektroniske læsetavler.

Apple er tavse

Den tekniske komponent, som kritikere betegner som spionudstyr, gør det muligt at gemme ejerens bevægelser i en hemmelig fil. Komponenten er sat ind i Apples seneste styresystem, iOS 4, der kom på markedet i april 2010.

Apple har ikke kommenteret oplysningerne, der først kom frem i den britiske avis The Guardian forleden, men både politikere og forkæmpere for privatlivets fred raser og kræver en forklaring af Apple.

Sporesystemet i Apple-produkterne, der hører til de bedst sælgende i verden, kommer som en overraskelse for de fleste, siger eksperter.

"Lige siden iOS 4 kom på markedet, har din iPhones lagret oplysninger om, hvor du har været, og hvornår du har været der," skriver Allan og Warden på netsiden radar.oreilly.com.

Desuden er det muligt for Apple via den nye tekniske dims at skaffe sig oplysninger om ejernes erhverv, sprog og zip koder.

De to sikkerhedseksperter siger, at de ikke ved, hvorfor Apple har indsat den nye komponent, men at der "ikke er tvivl om, at det har gjort det helt bevidst".

De indsamlede oplysninger findes også på alle computere, som en iPhone eller en iPad er synkroniseret med.

Flere lande kræver forklaring fra Apple

Politikere i USA, Tyskland og Storbritannien er overraskede over oplysninger og kræver samstemmende, at Apple må ryste op med en forklaring på den nye komponent, og hvorfor den er sat ind i iOS 4.

"Apple må forklare, hvor længe og med hvilket formål denne komponent er taget i brug, og hvorfor oplysninger lagres, siger en talsmand for den tyske forbrugerminister," Holger Eichele.