Udland

Gummisko-soldater klar til fronten

Oprørerne i Libyen har bestemt motivationen i behold. Eksil-libyere kommer rejsende for at ville kæmpe i fronten mod Gaddafis professionelle hær.

Efter en god start på krigen, er den militære situation igen fastlåst. Så længe oprørerne ikke får hjælp fra luften af vestens fly, ligner det en ulige kamp.

Et besøg på 17. februar-kasernen, der er sidste bastion før fronten, styrker det indtryk. Her forsøger tidligere officerer at oplære unge og gamle i at betjene udtjente russiske våben.

Syv dages eksercits og træning skal der til, før mændene sendes i kamp mod en hær, der både er overlegen i tal, erfaring og materiel. Men motivationen er stadig i behold.

"Min bedste ven døde i kamp. Og jeg vil redde mit land og vores liv med alt, hvad jeg har," siger Abdul Milan til TV 2 Nyhederne.

Han er kommet til Libyen fra Storbritannien, hvor han bor.

Gummisko-soldater, som han og de andre utrænede bliver kaldt, er en broget flok af fædre og sønner, ældre og yngre. Alle er interesseret i at kæmpe for et land uden Gaddafi ved magten.

"Der er meget stor forskel på mig og Gaddafi-regimet. Jeg har en god følelse inden i mig, og jeg føler mig stærkere end ham," siger Addul Milan.

Officielt hedder det sig, at ingen under 18 får lov til at tage til fronten, men alder er et smidigt begreb disse dage i Libyen.

TV 2 mødte drenge helt ned til 14 år, der var parat til at gå til fronten.