Udland

Danmarks jagere i Libyen

Danmark har sendt seks F-16-fly af sted til missionen i Libyen, hvor de skal hjælpe med at opretholde flyveforbuddet, som Vesten har indført imod Gaddafis regime. Her kan du blive klogere på, hvad et F-16 egentligt er og kan.

Forsvarsministeriet vil ikke fortælle hvilke opgaver, som de danske fly skal udføre under flyveforbuddet over Libyen, men Danmarks F-16-fly kan klare de fleste opgaver, som et flyveforbud kræver. Det kan både kæmpe imod andre fly i luften og præcisionsbombe mål på landjorden.

Jageren

  • Fabrikant: Lockheed Martin, USA
  • Længde: 14,3 meter
  • Højde: 5 meter
  • Spændvidde: 9,1 meter
  • Motor: 1 stk. Pratt & Whitney F100-PW200 jetmotor med 11.340 kilo trykkraft
  • Tophastighed: 2376 km./t.
  • Tophøjde: 20.000 meter
  • Rækkevidde: 1296 kilometer

Bevæbningen i Libyen

  • 20 mm. maskinkanon (Gatling), 100 skud i sekundet.
  • 500 punds præcisionsbomber (GBU-49), kan ramme stationære eller bevægelige mål og er laser- eller GPS-guidet.
  • 2000 punds præcisionsbomber (GBU-31A/B), bruges mod stationære mål og er GPS-guidet.
  • Infrarødt missil (AIM-9X), bruges i luftkamp mod fjendtlige fly.
  • Radar missil (AIM-120), bruges til at nedskyde fjendens fly fra lang afstand. Missilet er raderstyret og kan derfor selv finde fjendes fly, efter det er blevet affyret.

Derudover er de danske F-16-fly blandt andet lastet med chaffs - små sølvpapirsstumper der vildleder fjendens rader - og såkaldte flares, der kan vildlede fjendens missiler.

Ud over deciderede kamphandlinger, som flyene muligvis udfører i Libyen, så bliver de danske F-16-fly brugt til rekognoscering og overvågning.

F-16 Fighting Falcon, som er flyets fulde navn, er blevet så populært, at der i 2006 var produceret mere end 4300 fly. Det bliver brugt i 25 lande i Europa, Nord- og Sydamerika, Asien og Afrika.

Det første F-16 fløj første gang i 1974, og har været en del af det danske forsvar siden 1980. Igennem årene er de danske F-16-fly løbende blevet opdateret med blandt andet nye systemer til elektronisk selvbeskyttelse, identifikation af andre fly og integrering af præcisionsvåben. På trods af opdateringerne skal Danmarks F-16-fly snart erstattes - hvilket fly, der skal udgøre Danmarks flåde af kampfly i fremtiden, skal politikerne på Christiansborg tage stilling til senest i 2014.