Udland

Libyske oprørere dræbt i luftangreb

Ifølge nyhedsbureauet Reuters blev ti libyske oprørere dræbt sent fredag af et vestligt luftangreb i udkanten af oliebyen Brega.

En Reuters-korrespondent så fire udbrændte bilvrag, heriblandt en ambulance, i vejkanten tæt på den østlige del af Brega. Flere mænd bad ved nyanlagte grave.

"Flere af Gaddafis styrker sneg sig ind blandt oprørerne og affyrede anti-luftskyts i luften," fortalte oprørssoldaten Mustafa Ali Omar.

Kampe om Brega

"Herefter kom NATO's styrker og bombede dem."

Tidligere lørdag forlød det fra oprørerne, at de har tilbageerobret Brega, 800 kilometer øst for hovedstaden Tripoli, men det er endnu ikke bekræftet andre steder fra.

"Der bliver kæmpet omkring Brega, og også stadig omkring Misrata, hvor Gaddafis styrker er gået til angreb. De to steder er de store brændpunkter lige nu," fortæller TV 2's korrespondent Uffe Dreesen fra Libyen.