Udland

Libyens oprørere klar til våbenhvile

Oppositionen i Libyen er villig til en våbenhvile under betingelse af, at styrker tro mod Muammar Gaddafi indstiller deres angreb på de byer, oprørerne kontrollerer. Det siger Mustafa Jalil, leder af oppositionens Nationale Overgangsråd.

"Vi går med til en våbenhvile under den forudsætning, at vore brødre i de vestlige byer har ytringsfrihed, og at de styrker, der belejrer byerne, trækker sig tilbage," siger Jalil.

Hans udtalelser kommer efter et møde fredag med FN's særlige Libyen-udsending, Abdul Ilah Khatib.

Søger politisk løsning

FN-udsendingen siger, at muligheden for en våbenhvile mellem oprørerne og de libyske regeringsstyrker var blevet berørt under hans samtaler med oprørsledere.

"Vort hovedmål er at nå frem til en endelig våbenhvile, der holder," siger han til den arabiske tv-station al-Jazeera.

Vestlige magter er i stigende grad interesseret i at nå frem til en politisk snarere end en militær løsning på konflikten i Libyen.

Konflikten begyndte 15. februar, da demokratiforkæmpere gennemførte deres første demonstrationer i byen Benghazi, 1000 km øst for hovedstaden Tripoli.

Tysklands udenrigsminister, Guido Westerwelle, siger fredag under et besøg i Kina, at situationen i Libyen ikke kan løses ad "militær vej", og opfordrer også til en våbenhvile.