Udland

Fogh får Danske Bank-chef som ny rådgiver

Anders Fogh Rasmussen, Natos generalsekretær, har rettet øjnene mod Danmark for at finde sin nye særlige rådgiver - og valget er faldet på Jonas Torp, skriver Finanswatch.

Jonas Torp forlader en stilling som kundetilfredshedschef i Danske Bank for at tiltræde stillingen i Nato den 1. maj.

Han overtager jobbet fra Michael Ulveman, som siden 2005 har været Anders Fogh Rasmussens højre hånd.

"Det internationale perspektiv koblet med det strategiske kommunikationsarbejde - den chance får jeg kun én gang i mit liv, så der var ikke så meget betænkningstid," siger Jonas Torp, der fremover kommer til at stå med ansvaret for den strategiske kommunikation i Nato.

Jonas Torp har blandt andet en fortid som EU-korrespondent for dagbladet Børsen.

De seneste år har han arbejdet i Danske Bank, først som koncernpressechef og siden 2009 som bankens kundetilfredshedschef.

"At komme til at arbejde i en stor international organisation som Nato med så mange interessenter, at arbejde med nogle spørgsmål, som jeg tror, optager de fleste, for eksempel situationen i Libyen."

"Det er en stor udfordring, og selv om det kilder lidt i maven, så glæder jeg mig utrolig meget," siger Jonas Torp til Finanswatch.