Udland

Afhoppet minister en ener i libysk politik

Libyens udenrigsminister, Moussa Koussa , ankom onsdag til London og har forladt Muammar Gaddafis regering, oplyste den britiske regering. Afhopperen beskrives som en ener i libysk politik af amerikanske diplomater.

Landets øverste spion

Koussa var en af Gaddafis centralt placerede embedsmænd og arkitekten bag et dramatisk skift i den libyske udenrigspolitik. En politik, der skaffede landet ind i varmen i det internationale samfund efter mange år med skrappe sanktioner.

I 2009 blev Koussa udnævnt til udenrigsminister. Inden da stod han i spidsen for Libyens eksterne sikkerhedsorgan, hvilket reelt indebar, at han var landets øverste spion.

Taler engelsk men bruger tolk

Med en uddannelse fra Michigan State University i USA behersker han engelsk, men foretrækker ikke at tale sproget i offentlige sammenhænge. I stedet gør han brug af en tolk.

En sjælden indsigt i udlandets syn på Libyens udenrigsminister fik omverdenen i forbindelse med Wikileaks offentliggørelse af dokumenter fra den amerikanske diplomatiske tjeneste.

Her blev Koussa beskrevet som en enestående type i det politiske liv i Libyen.

'Han kombinerer politisk tyngde med intellektuel skarpsindighed og handlekraft,' lød det i et telegram.

Vil udlevere mand bag Lockerbie-bombningen

Ifølge amerikanske diplomater lovede Koussa den britiske regering, at såfremt Abdelbasset al-Megrahi, manden bag Lockerbie-bombningen, blev frigivet og returneret til Libyen, ville Koussa sørge for en meget afdæmpet modtagelse af terroristen.

Det løfte kunne Koussa ikke holde. Da al-Megrahi sidste år landede i Tripoli fik han en heltemodtagelse, mens regeringen i London blev ydmyget.

Værdifuld for koalitionen

Beslutter Koussa sig for at dele ud af sin viden om Gaddafis styre, kan afhopningen give den internationale koalition værdifuld indsigt, som kan anvendes til at få fjernet Gaddafi, skriver Reuters.