Udland

Libysk udenrigsminister flygter

Libyens udenrigsminister, Moussa Koussa, er hoppet af i London. Han hævdes at have vendt Gaddafi-styret ryggen på grund af regimets angreb på civile, skriver nyhedsbureaet Reuters.

"Han er hoppet af fra regimet. Han var ikke lykkelig, overhovedet. Han støt-ter ikke regeringens angreb på civile. Han søger ophold i Storbritannien i håb om at blive ordentligt behandlet," fortæller vennen Noman Benotman.

Koussa var en af Gaddafis nøglepoliti-kere og arkitekten bag et dramatisk skift i Libyens udenrigspolitik.

Artiklen fortsætter under billedet

En politik, der skaffede landet ind i varmen i det internationale samfund efter mange år med skrappe sanktioner.

Den britisk regering bekræfter, at udenrigsministeren er hoppet af.

"Vi kan bekræfte, at Moussa Koussa er ankommet til Farnborough lufthavnen 30. marts fra Tunesien. Han er rejst hertil af egen fri vilje. Han har sagt til os, at han har trukket sig fra sin post," udtaler en talsmand for det britiske udenrigsministerium.

"Koussa er en af de mest centrale personer i Gaddafis regering, og hans rolle var at repræsentere regimet internationalt. Noget, han ikke længere er villig til at gøre," siger talsmanden.

Følger andre med?

Koussa er uden sammenligning den indtil videre mest indflydelsesrige person, som har opgivet at støtte Gaddafi, siden urolighederne brød ud. Han har i årtier været blandt de mest magtfulde personer i Libyen.

"Det helt centrale nu er, om andre topfolk omkring Gaddafi vil følge Koussas eksempel," siger en britisk embedsmand til nyhedsbureauet Reuters.

Beslutter Koussa sig for at dele ud af sin viden om Gaddafis styre og dets svage og stærke sider, kan afhopningen give den internationale koalition værdifuld indsigt, som kan anvendes til at få fjernet Gaddafi som leder, skriver Reuters.

Geoff Porter, en uafhængig ekspert i Nordafrikanske spørgsmål, ser Koussas beslutning som tegn på, at selv Gaddafis mest betroede folk nu tvivler på, at han kan fastholde magten.

"Afhopningen tyder på, at selv topfolkene i Gaddafis lejr mener, at afslutningen nærmer sig," siger Porter.

Moussa rejste med fly til London onsdag fra lufthavnen på den tunesiske ø Djerba, oplyste det officielle tunesiske nyhedsbureau. Koussas ophold i Tunesien blev ifølge nyhedsbureauet AFP officielt betegnet som et "privat besøg".