Udland

Danmark fortsætter bombetogter nær Tripoli

Det seneste døgn har danske F-16-fly bombet ammunitionsdepoter syd for Libyens hovedstad, Tripoli.

Danske F-16-fly har det seneste døgn igen været i aktion i Libyen og har ligesom det foregående døgn haft ammunitionsdepoter i området syd for Tripoli som mål.

I løbet af de sidste 24 timer er det blevet til to missioner. Det oplyser Flyvertaktisk Kommando på sin hjemmeside.

Sammenlagt har det danske bidrag til operationen gennemført 32 missioner, siden de for 10 dage siden ankom til basen på Sicilien.

På de 32 missioner har de seks danske F-16-fly kastet 81 såkaldte præcisionsbomber mod mål, som omfatter kommandocentre, ammunitionsbunkere, ammunitionsdepoter, SCUD-affyringsramper, kampvogne, raketkastere og selvkørende artilleri.

Søndag blev Nato-landene enige om, at alliancen overtager den fulde kontrol med missionen i Libyen, og onsdag træder den beslutning endeligt i kraft.

Det seneste bidrag til missionen kommer fra Sverige, hvor regeringen er klar til at sende 130 mand, otte Gripen-kampfly, et Herkules-fly og et overvågningsfly af sted mod Libyen.

Statsminister Frederik Reinfeldt understreger dog, at de svenske Gripen-fly alene vil blive anvendt til opretholdelse af flyveforbudszonen. Det betyder, at flyene ikke kommer til at blive sat ind mod styrker på jorden.

Senere tirsdag mødes Lene Espersen (K) i London med op mod 40 andre udenrigsministre og blandt andre Natochefen Anders Fogh Rasmussen i det såkaldte krigsråd for at diskutere den fortsatte indsats i Libyen.

Samtidig forventes mødet at munde ud i en international kontaktgruppe, som skal bidrage til at finde en langsigtet politisk løsning i Libyen.

/ritzau/