Udland

Tantholdt rapporterer tæt fra fronten

TV 2|NYHEDERNEs korrespondent Rasmus Tantholdt og hans fotograf Anders Bach forsøgte i dag at nå frem til den østlibyske by Ajdabiya, tæt ved fronten, hvor Gadaffis styrker holder stand.

30 kilometer fra oprørernes højborg, Benghasi, når TV2-holdet en udbombet militærpost. Så sent som for to dage siden, holdt Gaddafis tropper til her, hvorfra de beskød byen Bhenghasi.

Nu står det ene sønderbombede militære køretøj efter det andet. En kampvogn har fået bombet toppen af. Ifølge Rasmus Tantholt er den blevet gennembombet af franske jagerfly fra den internationale koalition.

Rasmus Tantholdt og fotograf Anders Bach kører videre mod byen Ajdabiya, der ligger yderlig 100 kilometer væk.

Men jo tættere holdet kommer på fronten, jo højere bliver lyden af mortergranater. Pludselig bliver deres bil stoppet af oprørere. De advarer om at Gaddafis styrker har generobret Ajdabiya.

En strøm af biler med oprørere på flugt fra Ajdabiya passerer tv-holdet, og Rasmus Tantholt og Anders Bach beslutter at vende tilbage til Benghasi.

Herfra fortalte han, i en direkte forbindelse i TV 2 | NYHEDERNE klokken 19, om den spændte situation tæt ved fronten.

"Vi kunne høre internationale jagerfly over hovederne på os, og oprørerne sagde at de nu ville vente udenfor byen indtil de internationale jagerfly er færdig med en mission, de tilsyneladende er i gang med i Ajdabiya," fortalte Rasmus Tantholdt.