Udland

Libyen: Usikkerhed om dødstal

Torsdag aften vedtog FNs sikkerhedsråd en resolution, så de allieredes kampfly fra fredag morgen kunne flyve ind over Libyen for at oprette en no-fly-zone, ligesom resolutionen har givet de allierede tropper mulighed for at bombe libyske mål.

Efter angrebet fra de allierede har libysk stats-tv vist en stribe billede fra unavngivne sygehuse, hvor sårede soldater og civile har været indlagt efter bombardementerne.

Men oplysningerne om, hvem det egentlig er, der optræder på tv-billederne fra de libyske hospitaler er sparsomme. Men budskabet er kart. Vesten dræber civile i forbindelse med invasionen. Libyske myndigheder oplyser, at 150 personer er blevet såret, mens 64 personer har mistet livet i forbindelse med bombardementerne.

Men internationale journalister i Libyen ser ikke tv-billederne som endeligt bevis.

Anita Mcnaught, der er korrespondent fra britisk Al-Jazeera, understreger, at billederne skal tages med et gran salt.

"Den vestlige presse har hele dagen bedt om at blive ført til de steder, hvor der er faldet bomber, de hospitaler, hvor de 150 sårede bliver behandlet, men alle anmodninger er blevet afvist, og de libyske myndigheder vil kun ladede vestlige pressefolk køre i bus til begravelse af lig, de ikke ser," forklarer hun.

Helle Lykke Nielsen, der er ekspert i mellemøstlige forhold, bakker op omkring den usikkerhed, som al-Jazeera korrespondenten påpeger, og hun forklarer, at Gaddafi har gang i en form for informationskrig.

"Det er klart, at man skal tage de her billeder med et stort forbehold. Gadafis store opgave i øjeblikket er at sende meget stærke signaler til befolkningen om, hvem der er ven, og hvem der er fjende. Der bliver ført propagandakrig i en hvilken som helst krig, og Gaddafi er meget afhængig af, at han kan få befolkningens støtte," siger hun til TV 2 | NYHEDERNE.