Udland

Kampfly på nyt togt mod Gaddafi

Danske kampfly er mandag eftermiddag på ny lettet fra Sicilien med kurs mod Libyen. Det oplyser TV 2 News.

Flyvertaktisk Kommando vil over for Ritzau hverken be- eller afkræfte, at de danske F-16-fly igen er på vingerne.

Danmark har sendt i alt seks F-16-kampfly til den italienske Naval Air Station Sigonella på Sicilien. De seks fly, 132 flyversoldater og en mængde gods ankom lørdag til basen, der ligger på Siciliens sydlige spids. Det er en italiensk flådebase med permanent amerikansk tilstedeværelse.

Allerede søndag var flyene i aktion og kom det igen natten til mandag.

Den internationale militæraktion går under navnet Odyssey Dawn. Og ud over dansk deltagelse er der både amerikanske, britiske og franske fly og skibe involverede i aktionen.