Udland

Libyen: Kampe koster flere liv

Den væbnede kamp om magten i Libyen koster stadigt flere blodsudgydelser og civile ofre.

Mindst 50 helt almindelige libyere er blevet slået ihjel - og lige så mange alvorligt såret - i oliebyen Zawiyah, der ligger i den vestlige del af landet, cirka 50 kilometer fra hovedstaden Tripoli.

Tabene vokser som følge af blodige sammenstød mellem lejesoldater med tungt artilleri og oprørsstyrker, som vil styrte den mangeårige diktator, Muammar Gaddafi.

- Unge, børn, ældre og kvinder er døde. Jeg har talt de omkomne, fortæller en lokal libyer fra Zawiyah til nyhedsbureauet Reuters.

Han mener, at 50 til 60 civile har mistet livet.

Lejesoldater, der kæmper på regimets side, har også bortført et større antal civile fra Zawiyah til et ukendt sted, forlyder det.

Næsten hele det østlige Libyen har vristet sig fri af Gaddafis regime. Hvis diktatoren falder, forudses der en vanskelig overgangsperiode i landet.

USA's præsident, Barack Obama, har indført sanktioner mod den libyske leder, og det samme har FN's Sikkerhedsråd besluttet natten til søndag.

/ritzau/Reuters