Udland

Vi kender vejen til Tahrir-pladsen

Jeg ved ikke, hvad den lille pige hedder. Men hun er blevet mit indre billede på den egyptiske revolution.

Måske er hun lige begyndt i første klasse. Hun kan næppe være meget ældre end det. Men hun stod der midt på Tahrir-pladsen i Kairo midt under revolutionen i sin lysende røde frakke og smilede venligt og glad, med det egyptiske flag i hånden, da jeg passerede. Smilet blev endnu større, da jeg tog mit kamera op for at fotografere hende.

Ved siden af hende sidder moderen. Træt, tung, deprimeret, sort, muslimsk tildækket og tilbageholdende. Jeg ved ikke, om det måske er hendes far, der sidder halvt skjult af flaget, men det kan det godt være.

Det er den 11. februar. Dagen efter at militæret på pladsen meddelte, atalledemonstranternes krav ville blive opfyldt, hvorefter præsident Mubarak lidt senere gik på TV for at sige det diametral modsatte: At hanikkeagtede at trække sig tilbage inden hans præsidentperiode udløb. Stemningen blandt demonstranterne på Tahrir-pladsen på det tidspunkt var vantro, nedtrykt og træt. Som om det hele havde været forgæves

Alt det ved den lille pige ikke. Hun er bare glad og optimistisk. Hun tror på fremtiden uanset hvad. Som humlebien, der ifølge videnskaben ikke skulle kunne flyve, men ikke ved det, og derfor bare gør det alligevel. Forældrene og de gamle forstår kun alt for godt, hvad det er, der foregår, og har, ifølge min fortolkning af billedet, tabt modet. Resigneret og erkendt nederlaget... endnu en gang. Børnene og de unge derimod, de ved ikke, at revolutioner slet ikke kan lade sig gøre i den her del af verden, så de laver dem bare alligevel.

Senere på aftenen går den nyudnævnte vicepræsident Omar Suleiman så på TV og meddeler det næsten naturstridige: At Mohammed Hosni Mubarak, Egyptens præsident igennem 30 år, alligevel træder tilbage med øjeblikkelig virkning.

Humlebien flyver. Pigen smiler glad, for hun ved ikke, at det ikke kan lade sig gøre, det der sker.

De unge egyptiske humlebier har med deres uvidenhed om "videnskaben" trodset fornuften og gennemført en revolution, der ifølge de politiske naturlove ikke burde kunne lade sig gøre. Deres forældre har i årtier siddet træt, tungt, deprimeret, sort, muslimsk tildækket og tilbageholdende og levet med undertrykkelsen, fordi det gjorde man. Man havde ikke noget valg. Sådan var naturens orden i den her del af verden. Den unge generation har på grund af uddannelse, satellit-TV, viden, internettet, ukuelig optimisme, mobiltelefoner, ungdommeligt letsind og meget mere gjort det, der ikke kan lade sig gøre. Derfor den lysende røde frakke, det egyptiske flag og det store smil. Dem tilhører fremtiden

Det bliver mit billede på den egyptiske revolution.

Og ikke bare på den egyptiske revolution. Formentlig på hele den lavine af omvæltninger, der i øjeblikket skyller hen over den arabiske verden og måske ender med at ændre den til ukendelighed.

For mig, der i 30 år har dækket Mellemøsten, har de sidste par måneder været nogen af de mest fantastiske, spændende og oplevelsesrige.

Fortidens politistat: Tåregas og intet smil.

Holdt øje med den forkerte virkelighed

Jeg kendte udmærket til utilfredsheden, vreden og ønskerne om frihed og mere demokrati, som trivedes blandt regionens unge og veluddannede. Rejser man som jeg rundt i området og taler med folk, kan man ikke undgå at høre om denne indestængte vrede.

Men de etablerede oppositionspartier var ofte gamle, selvtilfredse og totalt ligegyldige. De havde alle de rigtige meninger," sagde de rigtige ting - dem vi i Vesten kan lide at høre om frihed, demokrati, kvinders ligestilling og så videre, og derfor kom de på vores finanslov, og blev jævnlige modtagere af vestlig bistand. Vores bidrag til demokratiseringen af Mellemøsten.

Partierne selv havde for længst opgivet at vælte Hosni Mubarak, Ben Ali eller Muammar Gadaffi. Det kunne alligevel ikke lade sig gøre. De var tilfredse med at sige det, donorlandenes udenrigsministerier kunne lide at høre, modtage deres checks og blive vist frem ved ambassadereceptioner, når udenrigspolitiske nævn var på besøg. "Donor Darlings" blev de ligefrem kaldt i diplomat og journalistmiljøet. Ligegyldige med dejlige at have, fordi vi selv følte os bedre tilpas, når vi støttede dem.

Som alle andre, troede jeg heller ikke på de unge. Arabere er alt for autoritetstro. De laver ikke revolutioner. Militærkup måske, men ikke folkelige revolutioner. Islam handler om underkastelse, og så længe diktatoren ikke er helt vantro, så har de fleste arabere i generationer syntes hellere at ville underkaste sig, end at gøre oprør.

Den unge generation syntes mere interesseret i musik, biler, baseball hatte, chatte på internettet og sende SMS-beskedder til hinanden. Overfladiske, uinteresserede i politik, de meldte sig end ikke under fanerne i oppositionen, og de klogeste, mest talentfulde og skævt tænkende passede så dårligt ind i de konservative, religiøse og ofte reaktionære arabiske samfund, at de ofte hellere emigrerede til Vesten, for at få deres drømme opfyldt. Hjerneflugt blev fænomenet døbt.

Men chatten på nettet, SMS'erne og al den uforpligtende småsnakken på Facebook og Twitter blev pludselig et våben. De unge var ikke uden interesse i politik, men de selvfede oppositionspolitikere, som vi gjorde endnu federe, havde ingen tiltrækning på de unge, fordi de heller ikke havde nogen løsning på problemerne, så derfor udtænkte de unge, veluddannede arabere deres egne løsninger og chattede om dem på nettet, mens vi andre forblev blinde og døve om, hvad der var under opsejling. Selv den etablerede arabiske opposition blev "taget med bukserne nede" og hægtede sig først på oprøret efter de unge havde gjort al arbejdet.

Revolution som folkefest: Den egyptiske omvæltning kan blive et eksempel for resten af den arabiske verden.

Vi kender vejen

Efter en smuttur til Bahrain og Libyen, hvor omvæltningerne også er i gang, kommer jeg tilbage til Kairo igen. Det er fredag. Fredagsbøn, fridag og det der nu er blevet den ugentlige demonstration på Tahrir-pladsen for at minde de nye - måske midlertidige - magthavere, militæret, om, at det har afgivet nogle løfter om at sætte landet på skinner i den rigtige retning: Mod frihed demokrati, ren og ukorrupt regering og administration og så videre.

Demonstrationen er mere en folkefest end det er en protest. Mange synes at føle, at sejren allerede er hjemme (de kan vise sig at være farligt), og også som en støtteerklæring til alle de andre unge, som efterligner det tunesiske og egyptiske eksempel. Der er en klar følelse af at være midt i en omtumlet, historisk lavine af arabisk fornyelse. Begyndelsen på en arabisk oplysningstid måske.

Der er dog også dem, der maner til eftertanke. Det er en sær og underlig vej mod frihed og demokrati, der går via et militærstyre. Men intet i den arabiske verden er nogensinde gået den lige og korteste vel mellem punkt A og punkt B, så hvorfor skulle demokratiseringen gøre det? De unge demonstranter synes at acceptere, at stien er snørklet. At militæret er den eneste magtfaktor og garant.

Men, som en af demonstranterne siger til mig: "Disse ugentlige demonstrationer skal også minde militæret og myndighederne om, at hvis de ikke går i den rigtige retning, så kender vi allerede vejen til Tahrir-pladsen".

Revolutionen er en lille smilende pige i rød frakke med det egyptiske flag i hånden. Jeg skal nok lade være med at fortælle hende, at det ikke kan lade sig gøre.