Protester blusser op i Tunesien og Egypten
Bølgen af protester mod regimerne i Mellemøsten og Nordafrika fortsætter med uformindsket styrke.
I Tunesien, Egypten, Jordan og Yemen gik titusinder af mennesker fredag på gaderne for at protestere.
I Tunesien kræver demonstranterne, at landets midlertidige premierminister, Mohamed Ghannouchi, træder tilbage.
Ghannouchi er en tidligere allieret af Tunesiens præsident, Zine al-Abidine Ben Ali, der blev væltet af folkelige protester den 14. januar.
Det var den begivenhed, der udløste folkelige oprør og demonstrationer i en lang række mellemøstlige og nordafrikanske lande med Mubaraks fald i Egypten som den hidtidige kulmination..
Fredagens demonstrationer i Tunesien er den største siden Ben Alis fald.
Også i Egypten var masserne på gaden. Her stiller demonstranterne krav om, at det egyptiske militær, der overtog magten i landet efter præsident Hosni Mubaraks fald, sammensætter en ny regering.
Demonstranternes tilstedeværelse i gaderne påminder militæret om, at indbyggerne vil holde militæret fast på løftet om at holde valg inden for seks måneder.
I Yemen var titusinder af tilhængere og modstandere af Yemens præsident, Ali Abdullah Saleh, også på gaderne, hvor de holdt rivaliserende massemøder for og imod præsidenten.
Demonstranter uden for universitetet i hovedstaden Sanaa gentog de slagord, der har runget i luften i en lang række arabiske lande i de senere måneder: "Folket kræver regimets fald".
I Jordan samledes omkring 5000 demonstranter i hovedstaden Amman, hvor de krævede politisk frihed, større parlamentarisk repræsentation og ændringer af forfatningen.