Nato holder ekstraordinært møde om Libyen
Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, har indkaldt til et ekstraordinært møde om krisen i Libyen fredag eftermiddag.
- Jeg har indkaldt til et møde i Nato i eftermiddag for at diskutere den hurtige udvikling i Libyen. Jeg rejser derfor tilbage til Bruxelles, siger Fogh Rasmussen under et ophold i Ungarns hovedstad, Budapest.
Inden mødet i Nato finder sted, vil generalsekretæren mødes med forsvarsministre fra EU-lande.
- Vi må diskutere pragmatiske løsninger for at hjælpe dem, der er i nød, og begrænse konsekvenserne af disse begivenheder, siger Fogh Rasmussen.
Målet for Nato-mødet er også at finde ud af, hvordan militæralliancen eventuelt kan være med til at evakuere folk, der vil ud af landet, og yde humanitær assistance.
Hvordan Nato mere konkret skal hjælpe, gjorde Fogh Rasmussen ikke klart.
/ritzau/Reuters