Udland

Libyen: Flere danskere er sluppet ud

Endnu fire danskere har i dag forladt det uroplage Libyen. Det oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice.

"I dag har fire danskere forladt Libyen. Lufthavnen er stadig åben, og der er fly ud hver dag, så det er stadig muligt at forlade landet," siger souschef i borgerservice Ole Neustrup til Ritzau.

Der befinder sig 10 danskere i landet. Blandt de tilbageværende er de tre børn, som er bortført til landet af deres far.

De fleste af de tilbageværende danskere er dog blevet i landet af egen fri vilje.

"Det kan sagtens være nogle danskere dernede, som ikke oplever nogle former for problemer, fordi de for eksempel befinder sig ude i ørkenen, eller fordi de har så stor tilknytning til landet," siger Ole Neustrup.

I alt har cirka 12 danskere nu forladt landet. Torsdag forlod seks til otte danskere landet - fortrinsvis medarbejdere hos den danske virksomhed FL Smidth.

Urolighederne i Libyen brød ud onsdag i sidste uge og har stået på lige siden. Siden er mindst 640 personer blevet dræbt, siger Den Internationale Føderation for Menneskerettigheder (IFHR).

Fredag opstod der kampe i Tripoli, hvor sikkerhedsstyrker angiveligt har skudt og dræbt flere demonstranter.

Store dele af landet er faldet i Gaddafi-modstanderes kontrol i de seneste dage, og presset fra både hans egne landsmænd og omverdenen stiger.

Seneste modtræk fra Gaddafi er at love at uddele kontanter til befolkningen i form af lønstigninger, tilskud til mad og andre former for godtgørelser.