Udland

Gaddafi: Bliv ved med at danse

Den libyske diktator Gaddafi har igen i dag talt til befolkningen. Landet er præget af uro og demonstrationer, der er løbet som en steppebrand igennem Mellemøsten, og som allerede har væltet to diktatorer - i Tunesien og i Egypten.

I øjeblikket lyder det fra flere analytikere, at Gaddafis fundament er ved at smuldre og med sin tale i dag forsøgte han at holde fast i det der er tilbage.

"Et liv uden folk som jer er værdiløst," sagde Gaddafi blandt andet til tilhørerne, der var Gaddafis egne tilhængere.

"Vi har kraften og magten og vi kan ikke blive slået ned," fortsatte han, og sluttede den korte tale af med at opfordre tilhængerne til at danse og synge.

"Bliv ved med at danse og synge og lev et hæderligt liv," lød det fra den libyske diktator.