Flere lande går efter Gaddafis milliarder
Storbritannien og Schweiz vil fastfryse Gaddafis udenlandske kapital, der løber op i hundreder af milliarder.
Flere lande, herunder Schweiz og Storbritannien, vil fastfryse bankkonti, der tilhører den libyske leder Muammar Gaddafi. Det sker som følge af diktatorens overgreb mod dele af Libyens befolkning, der forsøger at fortrænge ham fra magten i landet.
Det britiske finansministerium har samlet en særligt enhed, som skal opspore Gaddafis midler i Storbritannien, der angiveligt omfatter bankkonti, erhvervsejendomme og et hus i London til en værdi af 87 millioner kroner.
Briterne mener, at Gaddafi har aktiver i Storbritannien til en værdi af cirka 175 milliarder kroner, skriver den britiske avis Daily Telegraph.
- Første prioritet er at få britiske statsborgere ud af Libyen, siger en unavngiven kilde fra den britiske regering.
- Så snart det er sket, så er vi klar til at gå efter Gaddafis aktiver, det arbejde er i gang. Dette er klart på radaren på højeste niveau, siger regeringskilden.
Torsdag sagde Schweiz, at landet ville fastfryse alle de penge, som Gaddafi og lederens familie har i landet.
Det libyske udenrigsministerium nægter dog, at Gaddafi har bankkonti i Schweiz eller noget som helst bank i verden, skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Vi forlanger, at Schweiz beviser, at broderen og lederen har kapital eller bankkonti i dets banker eller nogen som helst anden bank i verden, skriver det libyske udenrigsministerium, der vil "sagsøge" den schweiziske regering.
/ritzau/AFP