USA støtter bortvisning af Gaddafi i FN

USA støtter bortvisningen af Libyen fra FN's Menneskerettighedsråd og siger torsdag, at landets regering har forbrudt sig mod det libyske folks rettigheder i forsøget på at knuse protesterne mod oberst Muammar Gaddafis regime gennem 41 år.

Det amerikanske udenrigsministerium siger, at USA er parat til at gå endnu videre end at suspendere Libyen fra FN's Menneskerettighedsråd i et forsøg på at få standset voldshandlingerne. Ministeriet havde ingen yderligere detaljer.

Fra Det Hvide Hus hedder det, at USA er parat til at indføre en flyfri zone over Libyen. Amerikanerne og deres allierede er i færd med at undersøge mulighederne for at reagere på den aktuelle krise i det olierige nordafrikanske land.

Verden kan undvære libysk olie

"Når vi undersøger alle muligheder, så har den nævnte mulighed også været fremlagt, i hvert fald i pressen. Selvfølgelig er det også blevet diskuteret i andre sammenhænge. Det er de muligheder for at handle, vi kigger på nu i bred forstand," siger talsmand Jay Carney.

Fra amerikansk side understreges det også, at verden har tilstrækkelig kapacitet til at håndtere en afbrydelse af olieforsyningen som følge af urolighederne i Nordafrika. USA er også helt på det rene med, at stigende oliepriser vil skade økonomien.

Obama vil drøfte sanktioner med England og Frankrig

"Lige nu holder vi øje med situationen og diskuterer med Det Internationale Energiagentur (IEA) og de olieproducerende lande, hvad der sker på markedet," siger Jay Carney til journalister.

USA's præsident, Barack Obama, vil senere torsdag ifølge Det Hvide Hus drøfte straffeforanstaltninger mod Libyen med Storbritanniens premierminister, David Cameron, og Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy.