Udland

Libysk by genlyder af skud

Der er hårde skudvekslinger mellem styrker, der er loyale over for Libyens leder, Muammar Gaddafi, og hans modstandere i byen Az-Zawiyah 50 kilometer vest for hovedstaden Tripoli, siger vidner.

To personer, der har krydset grænsen ind til Tunesien efter at være rejst gennem byen, siger, at civilklædte, bevæbnede mænd løber rundt i gaderne og at der er kraftige skudvekslinger.

Az-Zawiyah ligger på hovedvejen mellem Tunesiens grænse og Tripoli.

"Jeg hørte skudvekslinger i Zawiyah, og folk rendte rundt i gaderne med våben," siger egypteren Hussein Ibrahim ved ankomsten til Tunesien.

"Masser af mennesker i civilt tøj skyder mod hinanden. Det ser ud til at være Gaddafi-tilhængere og modstandere af Gaddafi. Der er kaos. Folk er bevæbnet med skydevåben og sværd," siger øjenvidnet Mohamed Jaber, der torsdag ankom til Tunesien.

Tidligere torsdag meddelte Libyens statslige tv, at Gaddafi "om kort tid" vil tale til folket i netop Az-Zawiyah.