Udland

USA truer Gaddafi med sanktioner

Alle synspunkter er lagt på bordet i et forsøg på at overbevise Libyens regering om, at den skal indstille brugen af vold mod de demonstranterne. Det vigtigste for USA er dog at beskytte amerikanske statsborgere.

Det siger USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, onsdag på et fælles pressemøde med sin brasilianske kollega, der er på besøg i Washington.

"Vi vil undersøge alle muligheder for at få bragt voldshandlingerne til ophør, for at prøve på at påvirke regeringen," siger Clinton.

Libyens regering ansvarlig for vold

"Men som jeg sagde i går, uanset hvad, så er det vigtigste for os at sørge for vores statsborgeres sikkerhed."

Hun gør det klart, at USA vil holde Libyens regering ansvarlig for volden.

Samtidig er embedsmænd i færd med at forberede en stribe værktøjer som svar på Gaddafi-regimets hårdhændede forsøg på at slå oprøret ned. Sanktioner mod det olierige nordafrikanske land er et af midlerne.

USA's præsident Barack Obama forbereder sig onsdag aften på at gå på tv klokken 17.15 (23.15 dansk tid) for at kommentere Libyens voldsomme optræden over for demonstranterne.