Udland

Titusinder flygter ud af Libyen

Titusinder af udlændinge er på flugt ud af Libyen efter flere dages blodig uro i det nordafrikanske land.

Mange tusinde tunesere forsøger at komme over grænsen fra Libyen til Tunesien, og der er kø ved en række grænseovergange, siger øjenvidner til nyhedsbureauet Reuters.

Det menes, at der befinder sig cirka 30.000 tunesere hovedsageligt i den vestlige del af Libyen, hvor de har arbejde. Også langs grænsen til Egypten i det østlige Libyen forsøger mange at komme ud af landet.

Steffen Jensen rapporterer fra grænsen

TV 2|NYHEDERNEs korrespondent Steffen Jensen er netop nu også på vej til grænseovergangen mellem Egypten og Libyen. Herfra vil han rapporterer direkte i Nyhederne klokken 19 i aften

I dag har den militære overgangsregering i Kairo forstærket overvågningen Egyptens grænse mod Libyen. Men regeringen åbnede samtidig alle grænsekontrolposter døgnet rundt for at lade så mange så muligt komme ud af Libyen.

Europæiske lande sender fly til Libyen

Samtidig har mange lande i Europa sendt fly til Libyen for at hente deres statsborgere hjem fra uroen. Det gælder blandt andre Frankrig, Østrig og Italien.

Øjenvidner i den libyske hovedstad, Tripoli, siger til den britiske tv-station BBC, at der tirsdag middag er nogenlunde ro i byen, men at situationen er yderst spændt og farlig.

Over 60 personer menes at være dræbt i Tripoli under sammenstød mandag. Mange blev skudt, da sikkerhedspoliti åbnede ild mod modstandere af den mangeårige autoritære leder, Muammar Gaddafi.

Andre øjenvidner fortæller, at bevæbnede tilhængere af Gaddafi kører rundt i byens gader og standser personer, de anser for at være modstandere af Gaddafi.

Op mod 300 personer menes af være dræbt under de seneste dages blodige uroligheder i Libyen. Værst er det gået til i byen Benghazi i den østlige del af landet, hvor flere end 200 siges at være dræbt af sikkerhedsstyrker.