Udland

Atter trygt at rejse til Egypten

De danske myndigheder tør nu igen tillade danskere at rejse til store dele af Egypten.

Efter præsident Mubaraks fald er roen faldet så meget over det populære rej-seland, at Udenrigsministeriet lemper på rejsevejledningen til Egypten.

Danskere rådes dog fortsat til at undgå alle ikke-nødvendige rejser til storbyerne Kairo, Alexandria og Suez.

Til gengæld er det ifølge Udenrigsmini-steriet sikkert nok at bruge Kairo Lufthavn til at rejse ind i landet.

Sikkerhedssituationen kan hurtigt ændre sig

Indtil tirsdag frarådede Udenrigsministeriet alle ikke-nødvendige rejser i hele landet - undtaget feriestederne og chartermålene ved Det Røde Hav.

"Sikkerhedssituationen i landet kan ændre sig hurtigt. Rejsende bør undgå eventuelle demonstrationer," skriver Udenrigsministeriet, og fortsætter:

"Besøgende opfordres til at udvise særlig forsigtighed i forbindelse med den ugentlige fredagsbøn, hvis der er udsigt til nye demonstrationer."

Udenrigsministeriet fraråder også alle rejser til Gaza.

Den fulde rejsevejledning til Egypten kan ses på Udenrigsministeriet hjemmeside, www.um.dk