USA og UK fraråder rejser til Bahrain
Både USA og Storbritannien fraråder deres statsborgere at rejse til Bahrain. Obama har ringet til kongen.
Den amerikanske og britiske regering advarer fredag deres statsborgere mod at rejse til kongedømmet Bahrain, der de seneste dage har været præget af sammenstød mellem demonstranter og regeringsstyrker.
- Vi råder amerikanske statsborgere til at udskyde ikke nødvendige rejser til Bahrain, skriver det amerikanske udenrigsministerium.
Nogenlunde samme ordlyd kommer fra Storbritannien.
- I lyset af den seneste udvikling har udenrigsministeriet ændret rejsevejledning, så alle ikke nødvendige rejser frarådes.
USA har tidligere bedt Bahrain om at være tilbageholdende i deres magtanvendelse, og fredag aften ringede præsident Barack Obama personligt til kong Hamad bin Isa al-Khalifa, oplyser talsmand Jay Carney fra Det Hvide Hus.
- Præsidenten gentog sin fordømmelse af volden mod fredelige demonstranter og opfordrede regeringen i Bahrain til at vise tilbageholdenhed og finde frem til de ansvarlige for volden, lyder det i en erklæring.
Bahrain har i den seneste tid oplevet folkelige protestdemonstrationer imod den sunnimuslimske elite, som også kongen tilhører, og som beskyldes for at diskriminere det store shiamuslimske flertal.
Fredag åbnede regeringens sikkerhedsstyrker ild mod demonstranter i hovedstaden Manama, hvor op mod 55 meldes sårede. Dagen forinden blev fire personer dræbt og omkring 200 sårede.
/ritzau/AFP