Udland

Forhandler med oppositionen i Bahrain

Efter næsten en uge med regeringsfjendtlige demonstrationer har regeringen i Bahrain indledt en dialog med repræsentanter for oppositionsgrupper.

Det oplyser landets informationsministerium lørdag aften.

En dialogproces er gået i gang mellem Bahrains kronprins og politiske grupper, hedder det i en besked fra ministeriet på Twitter.

Der er ingen detaljer om samtalerne mellem de to sider, der siden mandag har stået stejlt over for hinanden.

Oppositionen, der især består af shiamuslimer, kræver politiske og økonomiske reformer af landets autoritære kong Hamad al-Khalifa, som er sunnimuslim.

Der er ikke oplyst, hvilke oppositionsgrupper der deltager.

Dialogen kommer kun timer efter, at både politi og hæren blev trukket væk fra den centrale Perleplads midt i hovedstaden Manamas centrum lørdag eftermiddag.

Pladsen blev derefter genindtaget af titusinder af demonstranter. De har siden mandag gjort Perlepladsen til symbol for protester mod kongen og hans familie, der sidder på næsten alle magtpositioner i landet.

Kongen tilbød tidligere på ugen dialog med oppositionen. Men demonstranterne afslog tilbuddet og sagde, at de kun vil tale med kongestyret, hvis politi og hær blev trukket væk fra Perlepladsen.