Udland

Demonstranter indtager plads i Bahrain

Mange tusinde regeringsmodstandere tilbageerobrer Perlepladsen i Bahrains hovedstad, Manama, og tvinger sikkerhedssoldater og svært bevæbnet politi væk fra pladsen.

Tilbageerobringen af Perlepladsen, der er blevet symbol for modstanden mod den autoritære kong Hamad al-Khalifa, ses som en stor sejr for demonstranterne.

Demonstranterne kom ind på pladsen fra flere forskellige retninger ved middagstid umiddelbart efter, at hæren havde forladt pladsen og blevet erstattet af bevæbnet politi, der tog opstilling midt på pladsen.

"Hæren er galninge"

Efter efter få minutters dødvande mellem politi og demonstranter løb betjentene pludselig hen til deres busser og biler og kørte fra pladsen.

Demonstranterne løb derefter ind på pladsen, mens de råbte slagord mod kongen og viftede med Bahrains flag.

"Vi er ikke bange mere. Lad hæren komme og dræbe os, så de viser hele verden, hvilke galninge, de er," siger Umm Mohammed, der er lærer.

Soldater indtog Perlepladsen under stor dramatik fredag, hvor fire demonstranter blev dræbt af skud. Dramatiske øjeblikke, som blev optaget og vist på tv over hele verden og på internettet.

Antallet af demonstranter stiger hele tiden, og lørdag eftermiddag var titusinder igen samlet midt på pladsen, der også er Bahrains varetegn.

Demonstranter kræver reformer af kong Hamas al-Khalifa, der er sunnimuslim lige som landets politiske og økonomiske elite. Cirka 70 procent af Bahrains knap en million indbyggere er shiamuslimer, og de føler sig diskrimineret af den sunnimuslimske ledelse.