Udland

Tusinder går igen på gaden i Libyen

Flere tusinde regeringsmodstandere samler sig igen fredag i flere større byer i Libyen og kræver landets mange-årige leder, Muammar Gaddafis, afgang.

Flest er samlet i kystbyen Benghazi i den østlige del af landet. Her skal sikkerhedsstyrker have dræbt op mod 20 personer under uroen torsdag, og der er allerede meldinger om flere dræbte.

Den britiske radiostation BBC oplyser, at der er sammenstød mellem demonstran-ter og sikkerhedspoliti i byen, og at der er dræbte i forbindelse med urolighederne.

Telefonforbindelserne er afbrudt

I den nærliggende by Al-Baida, hvor mindst fem omkom torsdag, er demonstranter i gang med at bære telte fem til byens centrum for at slå lejr.

Samtidig er sørgende i gang med forberedelserne til at begrave de mange, som omkom torsdag. Begravelsesceremonier kan føre til nye uroligheder, siger iagttagere.

Præcise oplysninger om hændelserne i Libyen er sparsomme. Myndighederne har afbrudt telefonforbindelser til og fra flere større byer og forsøger desuden at stoppe kommunikation via internettet.

Op til 50 demonstranter er blevet dræbt

Den USA-baserede menneskeretsgruppe Human Rights Watch siger, at dens kilder i Libyen oplyser, at mindst 24 er omkommet. Andre oplysninger via sociale medier i Libyen hentyder, at flere end 50 demonstranter er dræbt siden mandag, hvor uroen begyndte.

Regeringsmodstanderne i Libyen er inspireret af lignende oprør i nabolandet Egypten og Tunesien. Her tvang protester mangeårige autoritære ledere til at træde tilbage.