Uroligheder bryder ud i Libyen

Mens Libyens statslige tv rapporterer om demonstrationer til fordel for landets mangeårige leder, Muammar Gaddafi, siger øjenvidner til britiske BBC, at vrede regeringsmodstandere er stødt sammen med politi og regeringstilhængere i byen Benghazi i den østlige del af landet.

Sammenstødene i Benghazi kommer angiveligt efter, at en lokal menneskeretsforkæmper er blevet anholdt af myndighederne i byen. Den anholdte er en kendt lokal advokat, der i længere tid har talt Gaddafi og hans styre midt imod.

Efter advokatens anholdelse, blev han afhørt og senere sat på fri fod. Alligevel fortsatte demonstrationer, siger øjenvidnerne til BBC.

Sten og tåregas

Der er ingen uafhængig bekræftelse på demonstrationerne, hvor godt et par tusinde skulle have deltaget.

Demonstranterne smed ifølge BBC sten mod politiet og regeringstilhængerne, mens politi anvendte vandkanoner, tåregas og skød med gummikugler mod demonstranterne.

En række arabiske lande har været ramt af omfattende protester mod autoritære ledere i flere uger. Præsidenterne i Tunesien og Egypten er sat fra magten, og i de seneste dage har der været folkelige opstande i Yemen, Algeriet og Bahrain.