VIDEO: De første skridt på "Mars"

En meget omtalt prøvemission til planeten Mars nåede i dag sit klimaks, da en russer og en italiener gik på "rumvandring" på Mars.
Mændene har været indespærret på et forskningsinstitut i Moskva i over otte måneder, og eksperimentet skal kortlægge de psykologiske effekter på et menneske under en langvarig mission til Mars.
Russiske Alexander Smoleyevsky og italienske Diego Urbani skulle bære rumdragter på 32 kilo under rumvandringen.
Det tager 250 dage at rejse til Mars
Forskerne bag projektet er spændte på, hvordan mændene klarer opgaven rent fysisk efter måneders isolation uden aktivitet.
Beregninger viser, at det vil tage 250 dage at rejse ud til Mars. Opholdet på planeten skal ifølge forskerne så vare 30 dage, og endelig er hjemturen sat til 240 dage, hvilket i alt giver 520 dage. Derfor er eksperimentets i alt seks deltagere nu over halvvejs.
Forskningsinstituttet i Moskva samarbejder med Det Europæiske Rumfartsagentur (ESA) om projektet.
Både ESA og det amerikanske rumagentur Nasa vurderer, at den første bemandede tur til Mars vil kunne gennemføres om cirka 30 år.
Den røde planet befinder sig mellem 55 og 400 millioner kilometer fra Jorden afhængigt af, hvor de hver især er placeret i kredsløbet.