Obama: Egyptiske reformer nu

Den amerikanske præsident Obama, der i går talte med Egyptens præsident, Hosni Mubarak, i telefonen, siger, at han overbragte et budskab om, at en politisk overgangsproces i Egypten må starte med det samme.

"Jeg understregede over for præsident Mubarak, at en ordentlig overgang må være meningsfyldt, den må være frede-lig, og den skal starte nu," siger han. Obama siger også, at Mubarak har erkendt behovet for forandringer. Over en million mennesker gik tirsdag på gaden i Kairo med krav om demokratiske reformer og forfatningsændringer.

Genopstiller ikke

Mubarak sagde i går i en tale til nationen, at han ikke vil genopstille til præsidentposten i september.

Obama sendte en hilsen til de mange unge egyptere, der har svaret med vrede over, at Mubarak planlægger at lede landet indtil september.

Jeg vil gerne gøre det klart over for det egyptiske folk, særligt unge mennesker i Egypten, at vi hører jeres stemmer. Jeg har en urokkelig tro på, at I bestemmer jeres egen skæbne

Præsident Obama

"Jeg vil gerne gøre det klart over for det egyptiske folk, særligt unge mennesker i Egypten, at vi hører jeres stemmer. Jeg har en urokkelig tro på, at I bestemmer jeres egen skæbne," siger Obama.