Steffen Jensen: Faroen og folket

KAIRO (01.02.2011): Det kom som et chok for alle i Israel, hvor jeg befandt mig den gang i oktober i 1981, da nyheden pludselig kom; at Egyptens præsident Anwar Sadat var blevet myrdet af militante muslimske fundamentalister.

Af Steffen Jensen, TV 2s korrepondent

Alle i Israel holdt vejret. Hvad ville der nu ske med den fredsaftale, som landet et par ĂĄr tidligere havde indgĂĄet med Egypten?

Det er nogenlunde den samme frygt, der nu optager israelerne, hvor Mubarak-æraen tilsyneladende hurtigt lakker mod enden.

Tilbage i 1981 spurgte man i Israel også, hvem denne relativt ukendte, grå og kedelige vicepræsident Hosni Mubarak, som nu overtog kontrollen med landet, egentlig var?

For mange var han et ubeskrevet blad, og analytikerne så ham mest af alt bare som en overgangsfigur, der blot skulle udfylde præsidentposten, indtil Egypten fandt en ny stærk og karismatisk leder.

Undtagelsestilstand i 30 ĂĄr

Den "overgangsperiode" har nu varet i 30 år siden. Og Hosni Mubarak er stadigvæk ved magten... lidt endnu i hvert fald. Egypten har været underlagt undtagelseslov i samtlige tre årtier, hvilket har givet myndighederne og sikkerhedsapparatet nærmest ubegrænsede muligheder for at slå hårdt og brutalt ned på enhver form for politisk opposition.

Officielt for at dæmme op for en truende militant islamisme. I virkeligheden har Mubarak også brugt omverdenens frygt for islamisk terrorisme som et skjold imod den kritik, som hans drakoniske styre nødvendigvis også førte med sig.

I al den tid er det heller ikke lykkedes at finde en ny vice-præsident. Det har Mubarak altid sørget for.

Alt for talentfulde, fremadstormende egyptere inden for præsidentens National-demokratiske Parti eller fra sikkerhedsapparatet, som kunne udvikle sig til en potentiel efterfølger, blev i stedet opfattet som en farlig rival, og enten meget bestemt rangeret langt ud på et sidespor eller udnævnt til ambassadør i et fjernt, ukendt land.

Står op før solen og laver gymnastik

Hosni Mubarak blev født i 1928 i en lille landsby uden for Kairo. Han gik ind i forsvaret og avancerede op igennem luftvåbnet, som han endte som chef for. Hans livsstil er militær, disciplineret og asketisk. Han er kendt og berygtet for at stå op ved 5-tiden, gøre gymnastik og gå i gang med dagens opgaver.

Han er gift med den halvt arabiske, halvt walisiske Suzanne Mubarak, som han har to sønner, Gamal og Alaa, med.

Til gengæld er hans hår nu som 82-årig lige så ravnesort, som det var, da han kom til magten for tre årtier siden. Næppe helt naturligt, men det siger en del om mandens kontakt med det moderne Egyptens ungdom, at han tror, at det at farve sig til maskulin ungdom og virilitet betyder mere, end at følge med tiden, have en ægte dialog med sin befolkning og se dem - befolkningen - som et fattigt lands vigtigste ressource, som derfor må passes og plejes.

Fra artiklen

Mubarak har vundet tre seksårige præsidentperioder ved valg, hvor han var den eneste tilladte kandidat. Men i 2005, efter Irak-krigen, hvor USA's præsident George W. Bush viste sig villig til at bruge alle midler for at indføre mere demokratiske tilstande i Mellemøsten, gik Mubarak hårdt presset med til et præsidentvalg med flere kandidater.

Valget blev groft manipuleret, nærmede sig ikke noget, vi i Vesten ville anse for frit og demokratisk. Den eneste realistiske modkandidat, Ayman Nour, blev senere fængslet blot for en god ordens skyld.

Har aldrig set Mubarak smile

Det ville være synd at sige, at Hosni Mubarak er nogen stor humørbombe med en sprudlende personlighed. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har set ham smile. Han er stadigvæk lidt grå.

Til gengæld er hans hår nu som 82-årig lige så ravnesort, som det var, da han kom til magten for tre årtier siden. Næppe helt naturligt, men det siger en del om mandens kontakt med det moderne Egyptens ungdom, at han tror, at det at farve sig til maskulin ungdom og virilitet betyder mere, end at følge med tiden, have en ægte dialog med sin befolkning og se dem - befolkningen - som et fattigt lands vigtigste ressource, som derfor må passes og plejes.

På en række områder begyndte Egypten dog langsomt at arbejde sig ud af de underudviklede landes og ind i udviklingslandenes rækker, og klart nok har et stort potentiale for at komme endnu videre, så blev landet på grund af Mubarak, og det system han sørger for at holde liv i, politisk og menneskeligt set fast forankret i Den 3. Verden.

Udryddelsestruet dinosaur

At Hosni Mubarak som en udryddelsestruet dinosaur er håbløst fanget i et autokratisk samfunds forhistoriske dynd, er blevet sørgelig klart under de seneste dages uroligheder. Mubarak har konsekvent optrådt som den autokrat, han er. Han har ikke været i stand til at følge med tiden, og fornemme det krav om åbenhed og gennemsigtighed, som et moderne samfund kræver.

Den egyptiske præsident sidder på toppen af et samfund, hvor statsapparatet og myndighederne er gennemsyret at korruption, inkompetence, nepotisme og total ligegyldighed over for alt, der ikke direkte har med regimets overlevelse at gøre.

Den almindelige befolknings velfærd står uendelig lavt på den egyptiske regerings prioriteringsliste. De formuer, der hvert år forsvinder ned i de forkerte lommer på grund af svindel og korruption, er på størrelse med en mindre nations statsbudget. Alt sammen penge, der kunne være blevet brugt til at forbedre en nation, der har så hårdt brug for det.

Det samme er politi og sikkerhedsstyrker, som tillige er brutale og berygtede for vold og tortur.

Levn fra Den Kolde Krig

Hvis præsident Mubarak ikke har været bekendt med den råddenskab, der trives i det system, han er chef for, så har han mistet forbindelsen med omverdenen i en grad, så han burde være blevet skiftet ud for længe siden. Hvis han kender til det, så er han medskyldig i en grad, så det ville blive betragtet som kriminelt i de fleste andre samfund.

Internationalt har Hosni Mubarak dog været i stand til at fastholde Egyptens centrale position og endog styrke den. Det bygger naturligvis i vid udstrækning på et levn fra Den kolde Krigs dage, om at international politik er drevet af magt interesser. Måske serveret i en flot idealistisk indpakning, men ikke i nogen betydelig grad tynget af moral og etik.

Fra Anwar Sadat arvede Mubarak en fredsaftale med Israel, som ikke altid har været lige populær i befolkningen, men Mubarak holdt fast i den. Også når kampene med palæstinenserne tog til eller Israel var i krig med Libanon.

Egyptens udenrigspolitik var så fast og ubøjelig under Hosni Mubarak, og så umulig at komme udenom, at Den arabiske Liga, som ellers havde flyttet sit hovedkvarter til Tunis i protest imod freden med Israel, til slut bøjede sig og kom tilbage til Kairo igen.

Mubarak har holdt fast i freden

Selvom Israel kalder freden med Egypten "en kold fred", så har Mubarak holdt fast i den, og har også været en tro allieret i kampen imod Hamas i Gaza-striben. Ikke af hensyn til Israel, men klart nok fordi han har anset det for at være i hans egen og Egyptens nationale interesse.

Hosni Mubarak har også placeret Egypten som et land USA og Vesten er kommet til at betragte som deres faste og sikre allierede i Mellemøsten. Og i en lang række situationer, hvor en israelsk involvering kunne give bagslag, har USA kunne benytte sig af egyptisk politisk og diplomatisk indgriben. Den alliance med endnu en mellemøstlig autokrat kan nu give bagslag, hvis Mubarak falder.

Mens Mubarak altså har været populær udadtil, har der i stigende grad været utilfredshed med hans styre indadtil.

Vokser med Ă©n million hver 8. mĂĄned

I år 2000 var der 68,9 millioner indbyggere i Egypten. Nu 10 år senere er befolkningen på 83-84 millioner. Hver ottende måned er der født en million flere egyptere. Det betyder også, at et astronomisk antal unge hele tiden strømmer ud på arbejdsmarkedet til en næsten sikker arbejdsløshed, hvilket øger utilfredsheden. Den egyptiske økonomi kan slet ikke følge med. Det er på alle måder en tikkende bombe, som Mubarak ikke har formået at bringe under kontrol.

Ofte har Egypten forsøgt at løse arbejdsløsheden ved at ansætte flere og flere i den offentlige sektor, som efterhånden er astronomisk stor, katastrofal ineffektiv og skandaløs korrupt. Der er ikke penge nok, til at betale de offentligt ansatte en ordentlig løn, hvilket betyder, at de i virkeligheden ofte arbejder et helt andet sted. Oversat hedder det "ineffektivitet". Dem der faktisk møder op på deres arbejde, fordi de ikke har kunnet finde et ekstrajob, føler sig tvunget til at tage ekstrabetaling fra borgerne, for overhovedet at lave det, de er ansat til. Oversat kaldes det "korruption".

Alt sammen noget der holder gang i en ond spiral, som gør myndighederne mere og mere rådne i almindelige fattige egypteres øjne, og uden en demokratisk politisk ventil, hvor man ved valg kan få lukket overtrykket ud, ender vreden med at eksplodere i en omvæltning, som vi ser nu.

På den måde er Egypten et kronisk ustabilt samfund, med et lukket politisk system, korrupte myndigheder og skærende sociale uligheder. Det betyder, at mange veluddannede, talentfulde, unge egyptere, som dette land har desperat brug for, skammer sig over deres land og ofte vælger at flytte til udlandet for at få et ordentligt liv og en karriere, som står mål med deres forventninger i et samfund der behandler sin befolkning med respekt. En hjerneflugt som Egypten ikke har råd til.

Hosni Mubarak kom til magten, fordi han var Sadats vicepræsident. Sadat selv kom til magten, fordi han var Gamal Abdel Nassers vicepræsident. Deri har vi sikkert forklaringen på, hvorfor Mubarak indtil nu har undladt at udnævne en vice-præsident, men tværtimod længe har forsøgt at køre sin 46-årige søn Gamal i stilling som sin arvtager.

Men alene det at gamle far Hosni kunne tro, at sønnen Gamal kunne arve præsidentposten, som om der var tale om et præsidentielt dynasti, viser, at Mubarak ikke er fulgt med tiden, men er solidt forankret i en totalitær arabisk tradition, hvor militærdiktatorer hører til dagens orden. Egyptens meget unge befolkning har for længst overhalet den gamle mand, og drømmer om et frit, demokratisk samfund efter vestligt forbillede. Noget som Hosni Mubarak og hans regerende NDP er ude af stand til at levere.

Ikke om, men hvornĂĄr

Hårdt presset af de daglige uroligheder, der i den seneste uge har sat Egypten i stå, og skræmt titusindvis af turister på flugt - og ikke mindst på grund af politisk pres fra Washington - har Hosni Mubarak nu udnævnt efterretningschef Omar Suleiman til vice-præsident.

Det er formentlig et sidste desperat forsøg på at sikre, at det regerende NDP forbliver ved magten. Eneste ubekendte synes at være, om den amorfe, uorganiserede folkelige opposition, som pludselig er opstået, vil acceptere en magtoverdragelse til en anden fra det samme system som Mubarak, eller om de vil kræve et "clean cut" og et helt nyt styre i Egypten.

Med hensyn til Hosni Mubarak synes det ikke længere at være et spørgsmålom, men blothvornårhan indleder sin meget forsinkede pensionisttilværelse.